Helbredet i munden er en integreret del af det generelle helbred. Vi bør derfor ikke se på tandsundhed separat fra resten af vores helbred. For det første kan en dårlig tandsundhed give konsekvenser for vores overordnede helbred – ligesom tandsundheden kan være en god indikator for, hvordan resten af kroppen har det.

Når vi har huller i tænderne, ondt i tænderne, ondt i tandkødet eller på anden vis et dårligt helbred i munden, påvirker det resten af vores helbred og overordnede livskvalitet.

Tandsmerter og hovedpine

Tandsmerter kan give store spændingssmerter, der kan sætte sig i hovedet, nakken og skuldrene. Hovedpine kan derfor sagtens komme af, at du har ondt i tænderne. Med tandsmerter kan du også opleve nedsat funktionsdygtighed, når det kommer til almindelig indtagelse af fast føde.

Caries og dårlig ånde forringer livskvaliteten

Helt banalt kan caries give dårlig ånde, og de fleste mennesker er meget selvbevidste, når det kommer til, hvordan de lugter. Også ud af munden. Hvis du døjer med dårlig ånde på grund af caries eller andre tandsygdomme, kan det derfor få en negativ effekt på dit sociale liv og derved også din livskvalitet i det hele taget. Dårlig ånde er ikke det eneste, caries kan medføre. Du kan også få grimme tænder, hvis der er huller, eller hvis dine tænder er meget nedslidte eller misfarvede. Dette kan ligesom dårlig ånde få negativ indflydelse på din livskvalitet, hvis du går og er meget bevidst om æstetikken i din mund.

Tandsundhed som indikator for det generelle helbred

Tandlæger opdager ofte generelle helbredsudfordringer gennem klienters tandsundhed. På den måde samarbejder tandlæger med de øvrige læger. Hos Lindberg Tandlægeklinik nær Vejlby ved Aarhus går de særligt meget op i at anskue tandsundhed som en del af det overordnede helbred. De skriver blandt andet på deres hjemmeside, at mund og tænder i mange år blev anset for at være en isoleret del af kroppen – uden sammenhæng med resten af kroppen og sygdomme heri. Men som de også skriver, kan tandkødsbetændelse, rodbetændelse og paradentose føre til en forhøjet risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme, diabetes, blodpropper og gigt. Denne risiko opstår især, hvis tandsygdomme ikke bliver behandlet korrekt.

Sukker og syre nedbryder emaljen og tænderne

Noget af det bedste, du kan gøre for helbredet i din mund, er at forebygge tandsygdomme. Her gælder de gængse råd om at børste tænder to gange om dagen og bruge tandtråd.

Det gælder også om at undgå store mængder af sukkerholdige føde- og drikkevarer som slik og sodavand. Når vi indtager sukker, nærer vi nemlig bakterierne i munden, og sukkeret bliver omdannet til syre. Indtager vi blot en smule sukker en gang imellem – hvilket kan være svært at undgå helt – vil mundens naturlige spyt fint kunne neutralisere syren, og der vil ikke ske nogen skade. Problemet opstår, hvis vi indtager store mængder sukker, som spyttet ikke kan nå at få bugt med, før bakterierne danner plak. Når først vi kommer til at døje med meget plak, er der stor risiko for at udvikle huller i tænderne.

Derfor er det først og fremmest vigtigt at være bevidst om, hvilke fødevarer og drikkevarer du indtager på daglig basis. Skru gerne ned for slik – og især for den type slik, der befinder sig i munden i længere tid ad gangen. Det er for eksempel karamel og bolsjer. Af drikkevarer er det især det sukkerholdige sodavand, der er den store synder. Herunder er det særligt cola, der er slem, fordi cola både indeholder sukker og syre. Selv hvis du drikker sukkerfri cola, vil du tilføre tænderne unødvendigt meget syre. Juice og andre søde drikke indeholder som regel også meget sukker, og er i mange tilfælde slet ikke bedre end sodavand, selvom det måske ser sundere ud på kartonen.

Sund kost renser tænderne og giver en bedre sundhed

I stedet bør vi spise efter de generelle kostråd og få en masse grove kornprodukter og grøntsager ind i vores daglige kost. Gennem grove fødevarer bliver vores tænder renset, hvilket sker gennem den mekaniske tyggebevægelse. Frisk frugt er også godt, selvom det naturligvis indeholder frugtsukker, men vitaminerne og mineralerne i frisk frugt og grønt er overordnet set vigtige for at fremme et godt helbred, som også vil være gavnligt for helbredet i munden. Derudover er sunde kostvaner generelt med til at mindske indtaget af sukkerholdige fødevarer. Det handler i bund og grund om at danne sig nogle sunde vaner, hvor vi vælger det sunde alternativ frem for slik og sodavand.

Sidst, men ikke mindst er det også vigtigt at gå til tandlægen jævnligt. De er nemlig de bedste til at opdage, hvis der er noget, du bør stramme op på. Det er også dem, der behandler dig, hvis skaden allerede er sket. Nogle har behov for at gå til tandlægen flere gange om året, mens andre kan nøjes med et rutinetjek en gang årligt eller måske endda hvert andet år. Din tandlæge kan fortælle dig, hvor tit du bør få tjekket dine tænder.