Selviscenesættelse er ifølge Den Danske Ordbog «en persons bevidste eller ubevidste formning af omgivelsernes oplevelse af vedkommende, fx gennem opsigtsvækkende opførsel eller udseende» (ordnet.dk, aflæst 18/8-2026). Begrebet er dansk og kendt fra 1969 – 34 år før Facebook. Herunder får du eksempler fra hverdagen, boligen og de sociale medier, teorien bag – Erving Goffman og Anthony Giddens – og en vurdering af, hvornår indholdet i det, vi viser frem, bliver vigtigere end det, vi rent faktisk føler.
Hvad betyder selviscenesættelse?
Selviscenesættelse betyder, at man bevidst eller ubevidst former, hvordan andre oplever én – gennem tøj, sprog, kropssprog og handlinger. Vi gør det af flere grunde:
En persons bevidste formning af andres indtryk
Kernen i begrebet er, at det er en persons bevidste formning af det indtryk, andre får – ikke bare noget, der sker af sig selv. Hvad betyder det egentlig? At mennesket bag vælger, hvilken side af sig selv, der vises frem, ud fra baggrund og omgivelser.
Kort svar, før vi ser nærmere på teorien:
- Identitet: vi viser andre, hvem vi er, eller gerne vil være.
- Fællesskab: vi tilpasser os for at passe ind i en gruppe eller et fællesskab.
- Anerkendelse: vi søger ros, respekt og opmærksomhed fra dem omkring os.
| Sociale medier | Arbejde | Privatliv | |
|---|---|---|---|
| Bevidst | Vælger, hvilke billeder der deles | Klæder sig formelt til et vigtigt møde | Rydder op, inden gæster kommer |
| Ubevidst | Reagerer instinktivt for at få likes | Efterligner kollegers tone uden at tænke over det | Overtager forældres vaner i hjemmet |
Hvor ser vi selviscenesættelse?
Selviscenesættelse foregår overalt, hvor andre kan iagttage os – ikke kun på sociale medier.
- Hverdag: måden vi taler, klæder os og opfører os på over for andre mennesker.
- Bolig: hvordan vi indretter vores hjem, når vi ved, at gæster skal se det.
- Internet: billeder og opslag, vi vælger at dele på sociale medier.
- Arbejde: den rolle, vi spiller over for kolleger og chefer.
Selviscenesættelse i dagligdagen
Det handler ikke bare om at fremstå på én bestemt måde: som en god far, en elskende mand, en god ven eller en omsorgsfuld kollega – eller måske den sjove og skøre kollega, der altid er med til fester og arrangementer på arbejdspladsen. Det gælder også det digitale puslespil: hvad vi ser på Netflix, og hvor vi tjekker ind med mobilen, på tværs af de steder, folk i vores liv kan følge med.
Selviscenesættelse på de sociale medier
Man præsenterer sig selv på en bestemt måde, eksempelvis gennem profilbillede, likes og deling af billeder. De fleste har langt flere billeder på telefonen, end de vælger at dele – udvalget er selv en del af iscenesættelsen.
Selviscenesættelse i boligen
Boligen er også en scene: mange indretter hjemmet med tanke på, hvordan det ser ud for gæster – fra den ryddede stue til synligt udstillede bøger – på samme måde, som man vælger tøj eller profilbillede.
Erving Goffman: livet som en forestilling
Den amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman (1922-1982) beskrev i 1959 i «The Presentation of Self in Everyday Life» – på dansk «Vore rollespil i hverdagen» (1992) – hvordan mennesker iscenesætter sig selv som skuespillere på en scene.
- Det dramaturgiske perspektiv: Goffman sammenlignede det sociale liv med en teaterforestilling, hvor vi spiller roller for forskelligt publikum.
- Forscene og bagscene: på forscenen viser vi den version af os selv, vi ønsker, andre skal se; på bagscenen – fx hjemme – kan vi slappe af.
- Indtryksstyring: Goffmans begreb for den bevidste eller ubevidste styring af, hvilket indtryk vi giver andre.
Goffmans pointe var ikke, at vi af egen vilje forvrænger virkeligheden som kyniske beregnere, men at samfundet – gennem millioner af daglige møder mellem mennesker – opstår, netop fordi vi iscenesætter os selv for hinanden, ligesom Freuds personlighedsmodel forklarer den indre konflikt bag vores handlinger.
Selviscenesættelse i det senmoderne samfund
I det senmoderne samfund er identitet i høj grad noget, det enkelte menneske selv skal skabe – ikke noget, der følger automatisk af familie eller klasse. Det er kernen i den britiske sociolog Anthony Giddens’ teori om selvidentitet: i «Modernity and Self-Identity» (1991, dansk 2004) beskriver Giddens, hvordan vi konstant må forholde os til, hvem vi er – det, han kalder det refleksive selvprojekt.
Selviscenesættelse er derfor en del af netop dette projekt: et redskab til at forme sin identitet i en verden, der forandrer sig, i stedet for blot at arve den. Det er samme forklaring, mange møder i gymnasiets uddannelse, når identitet i det senmoderne samfund skal analyseres.
Hvor kommer ordet fra?
Ordet selviscenesættelse er dansk og ifølge Den Danske Ordbog kendt fra 1969 – årtier før sociale medier. Ordbogens citatkilder viser ordet i brug fra Alt for Damerne i 1990 til Politiken i 2023.
Iscenesættelse, selviscenesættelse og selvfremstilling
Iscenesættelse er det bredere begreb for bevidst at fremstille eller iscenesætte noget. Selviscenesættelse er, når man iscenesætter sig selv. Selvfremstilling bruges ofte synonymt, men lægger vægt på det indhold, man vælger at vise frem.
Børn, unge og selviscenesættelse
Børn og unge er vokset op med den digitale hverdag, og det er derfor en naturlig del af deres hverdag at bruge tid på de sociale medier.
Problemet lige nu med de sociale medier er, at man endnu ikke har noget evidens for, hvilken effekt den her selviscenesættelse på de sociale medier har af påvirkning på de børn og unge. Flere forskere er bange for, at børn og unge kan få en urealistisk forestilling om, hvordan man skal opføre sig og se ud, når de efterligner deres idoler.
Emnet er fortsat diskuteret blandt forskere, og flere peger på, at et ensidigt fokus på perfekte billeder kan medvirke til, at unge sammenligner sig selv med et ideal, ingen i virkeligheden lever op til.
Er selviscenesættelse noget negativt?
Nej, ikke nødvendigvis. Selviscenesættelse er ifølge Goffman en grundlæggende del af social interaktion, ikke et tegn på, at nogen er falske. Det ses ofte i politik, søgen efter berømmelse i reality-tv og på arbejdsmarkedet, og flere forskere kobler det til det senmoderne samfund, hvor identitet i højere grad er noget, vi selv skal skabe. Det bliver først et problem, hvis det går ud over trivslen, eller det giver et urealistisk billede af, hvordan man «skal» se ud.
Hvornår bliver selviscenesættelse et problem for selvværdet?
Selviscenesættelse er en slags grænseflade mellem den, du er indeni, og det, andre møder udenpå. Svaret afhænger af forholdet mellem selviscenesættelse og selvværd: vælger du bevidst, hvad du viser frem, eller er det blevet det eneste sted, du kan mærke din egen værdi? Nogle tegn på, at det er blevet mere styrende end sundt:
- Du føler dig tom, når du ikke kan style det indtryk, andre får af dig.
- Din stemning svinger med antallet af likes eller kommentarer.
- Du fravælger oplevelser, fordi de ikke passer til det billede, du har skabt af dig selv.
Går det i så fald ud over trivslen over tid, kan en terapeut hjælpe dig med at skille identitetsarbejde fra et selvværd, der er for afhængigt af andres blik – jf. Maslows behovspyramide, hvor anerkendelse er et grundlæggende menneskeligt behov.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad betyder selviscenesættelse?
En persons bevidste eller ubevidste formning af, hvordan andre oplever vedkommende – gennem tøj, sprog, krop og handlinger (Den Danske Ordbog).
Hvad er forskellen på iscenesættelse og selviscenesættelse?
Iscenesættelse er det bredere ord for bevidst at fremstille noget. Selviscenesættelse er, når man iscenesætter sig selv.
Hvem er Erving Goffman, og hvad sagde han om selviscenesættelse?
En sociolog (1922-1982), der i 1959 sammenlignede social interaktion med en teaterforestilling, hvor vi spiller roller på en forscene og slapper af på en bagscene.
Er selviscenesættelse noget negativt?
Nej. Det bliver kun et problem, hvis det går ud over trivslen, eller det giver et urealistisk billede af, hvordan man bør se ud.
Hvad hedder selviscenesættelse på engelsk?
«Self-presentation» eller «impression management» – de fagtermer, teorien bruger.
Hvad har Anthony Giddens sagt om selviscenesættelse?
Giddens beskrev i «Modernity and Self-Identity» (1991), hvordan identitet i det senmoderne samfund er noget, vi selv skal skabe og løbende forme – det, han kaldte det refleksive selvprojekt.
Hvornår bliver selviscenesættelse et problem?
Når det går ud over trivslen, eller selvværdet bliver mere afhængigt af andres reaktioner end af en indre følelse af værdi.
Kilder
- Den Danske Ordbog: selviscenesættelse – aflæst 18/8-2026.
- lex.dk: Erving Goffman (1959, Vore rollespil i hverdagen 1992, for-/bagscene) – aflæst 18/8-2026.
- snl.no: Erving Goffman (dramaturgisk perspektiv, inntrykksstyring) – aflæst 18/8-2026.
- lex.dk: Anthony Giddens (Modernity and Self-Identity, 1991/dansk 2004, det refleksive selvprojekt) – aflæst 27/8-2026.
Se også vores gennemgang af drømmesymboler, og læs om afsenderen bag artiklen.